Den har egentlig altid ligget der – drømmen om at kunne flyve. Sidde oppe under skyerne og lydløst flyve rundt og se landskabet i fugleperspektiv. - Fri som fuglen! - Mærke naturens kræfter i lufthavet. Jeg har bare aldrig rigtig forestillet mig, at det kunne realiseres indenfor fornuftige rammer. - At min drøm sagtens kunne gøres til virkelighed.

Ved at surfe på nettet kom jeg ind på Vejle Svæveflyveklubs hjemmeside og kunne der læse, at det fra Hammer svæveflyveplads var muligt, for et overkommeligt beløb, at få nogle prøveture i et tosædet svævefly med instruktør.

Jeg var heldig: vejret var godt, og vi kom - ved at kredse rundt i en opvind - op i ca. 800 meters højde, næsten op til den cumulussky, der var ophav til opvinden. Jeg fik lov at prøve rorene. Imellem benene var der en styrepind, som kunne bevæges rundt i alle retninger:

• Frem og tilbage bevægede højderoret i flyets hale, og styrede næsens stilling i forhold til horisonten, og dermed farten.
• Bevægelser til siderne med pinden aktiverede krængerorene, der var placeret yderst på vingernes bagkant. Med dem styrede man krængningen.
• Ved fødderne var der pedaler der var forbundet til det lodrette sideror bagest på flyet. Det virker som roret på en båd. Man styrer kursen med pedalerne og dermed sideroret. Venstre ben frem, og du styrer til venstre og tilsvarende til højre.

Det hele var faktisk nemmere end jeg havde troet!

Hvor var det flot! Jeg følte mig som i den syvende himmel, hvad jeg jo også næsten var.

Mod øst så jeg Horsens by, fjorden og i baggrunden Endelave og lidt utydeligt Samsø.

Mod sydøst Vejle, fjorden med broen og Lillebælt samt Fyn og de to broer svagt i disen.

Mod vest Rørbæk Sø og svagt i horisonten Ringkøbing Fjord.

Mod nord alle søerne ved Vrads, Hampen, Bryrup og Silkeborg by med søerne og den store Mossø lidt til højre.

Jeg fik to ture den dag og aftalte, at jeg inden længe skulle have to ture mere. Jeg meldte mig ind i klubben i begyndelsen af maj måned. – Det har jeg aldrig fortrudt!

Uddannelsen forløb efter en nøje tilrettelagt plan. Først skulle jeg flyve træningsflyvning i klubbens motoriserede svævefly. Det er en såkaldt Rotax Falke, der kan starte selv, og man sidder ved siden af hinanden. Instruktøren sidder i højre side og eleven i venstre. Hensigten med denne træning er - relativt hurtigt - at lære eleven den grundlæggende styring af flyet. Man får 5 lektioner a’ 50 min.

Til min overraskelse kunne jeg faktisk flyve flyet efter denne træning, der kun havde varet 14 dage. Det var den samme instruktør på alle ture, og vi fløj oftest på hverdage, først på aftenen. Jeg fik hver gang lidt teori før og efter flyvningen.

Nu skulle jeg til at skole på det fly, jeg tidligere havde prøvet: Det tosædede skolefly af typen ASK-21. Jeg skulle til at lære at starte ved hjælp af et spil og en godt 1000 meter lang wire. Jeg prøvede det tidligere på mine første flyvninger, da jeg skulle finde ud af om det var noget for mig at lære svæveflyvning.

Spilstart kan udefra virke lidt voldsomt, men er faktisk slet ikke ubehageligt. Det er en særdeles hurtig måde at komme op i de ca. 400 meter, hvor man normalt når op.

Spilstart er tillige meget billig og miljørigtigt, idet brændstofforbruget er lille, og støjgenerne er næsten ikke eksisterende.

Jeg havde meget gavn af det, jeg havde lært med Rotax Falken. Følingen med flyet og rorene var der næsten lige med det samme. Efter ganske få starter kunne jeg føre flyet under hele startforløbet, ja, under hele flyvningen. Selv landingen var ikke svær. For at tilpasse landingsforløbet er flyet udstyret med luftbremser på vingerne.

Til sikkerhed for, at jeg som elev kom hele lærepensummet grundig igennem med skiftende instruktører, bruger instruktørerne normer (lektioner), der skal følges. Der er både lidt teori og en praktisk lektion til hver norm. Når jeg kunne begge dele nogenlunde, kvitterede instruktøren i min personlige logbog, og jeg fik lov til at gå videre til næste skolingsnorm.

Inden soloflyvning skulle jeg til en flyvelæge og kigges efter. Normalt godt helbred er tilstrækkeligt. Jeg blev godkendt uden anmærkninger! Jeg skulle også inden soloflyvning bestå en lille prøve overfor en instruktør i den teori, jeg havde fået gennemgået i skolingsforløbet, men den var nem.

Endelig en dag, hvor der var godt og roligt vejr, blev det sidst på eftermiddagen mig, der skulle flyve solo. Naturligvis var jeg lidt nervøs, men instruktøren beroligede mig og sagde, at det eneste nye jeg skulle lære, var at vænne mig til at være alene i cockpittet og at vænne mig til tanken om, at det nu var mig, der var fartøjschef eller kaptajn, om du vil. De første soloflyvninger skulle foregå på det samme tosædede skolefly, som jeg har lært at flyve på, blot uden instruktør i bagsædet.

Det var slet ikke så slemt. Faktisk var det herligt at være fri for instruktøren, der nu ellers var flink nok. Det at være alene og føle mig fri som fuglen. – Det var en opfyldelse af den drøm, jeg altid havde haft.

Landingen gik rigtig godt. Jeg fik flyet til at ligge kun 12 skridt fra det landings-T der var lagt ud.  Alle tilstedeværende på flyvefeltet kom løbende med blomster, de havde plukket på og omkring flyvepladsen. De lykønskede mig, gav mig blomster, og der blev taget billeder. (Man siger det skal være blomster plukket på flyvepladsen, ikke noget med have- eller købeblomster!). Efter al den tumult fik jeg yderligere to starter, der også forløb godt.

Uha. – Det var en herlig dag, nok en af de bedste i mit liv. Efter at flyene var pakket sammen, hyggede vi os sammen i klubhuset, og nogle klubkammerater fortalte historier om dengang, de i sin tid fløj deres første solotur. De mindedes også dagen som noget helt specielt.

Næste trin i skoleforløbet blev at komme over på det ensædede skolefly, ASK-23. Det er et fly næsten magen til det tosædede, men lidt mindre. Det var ikke svært. Jeg kunne mærke, at flyet vejer mindre end det tosædede, som jeg hidtil havde fløjet, men det var ikke sværere at flyve, nærmest tværtimod.

Nu skulle jeg så i gang med de næste skolingsnormer, nemlig B-normerne. Før hver flyvning skulle jeg aftale med en instruktør, hvad jeg skulle øve på flyvningen:

Der var mange dejlige flyvninger under disse B-normer. Jeg fik også mange flyvninger med termik til store højder. Det blev en herlig sommer, rig på oplevelser!

Nå, efteråret nærmede sig, og jeg skulle videre i forløbet. Jeg kunne vælge at aflægge prøve til lokalflyvningstilladelse eller til det rigtige svæveflyvecertifikat. Begge dele ville give mig tilladelse til at flyve næsten ubegrænset, men med lokalflyvningsbeviset ville jeg være begrænset til at flyve indenfor glideafstand til Hammer svæveflyveplads. Jeg valgte at gå direkte efter certifikatet.

For at opnå certifikat skulle jeg - ligesom til kørekort - bestå en teoretisk prøve og en praktisk prøve. Den lille teoretiske prøve, som jeg bestod inden første soloflyvning, rækker ikke til et certifikat. For at komme videre til certifikatet skulle jeg gennem en række teoretiske fag og en skriftlig prøve. Det var nogle år siden, at jeg sidst havde gået i skole, så jeg var ikke helt tryg ved at skulle tilbage på skolebænken, men heldigvis arrangerede klubben hver vinter teoriundervisnining i klubhuset på Hammer svæveflyveplads. Lærerne var ofte de samme instruktører, som jeg havde lært at kende i min tid i klubben, og de forstod at forklare stoffet på en måde, så jeg kunne forstå det. De seks fag, som vi skulle gennem, var:

1. Love og bestemmelser
2. Meteorologi
3. Aerodynamik
4. Flyvelære
5. Instrument- og materiellære
6. Menneskelig ydeevne og begrænsninger (MYB)

Jeg synes, det var interessante fag. Især meteorologi var lige noget for mig. Pludselig forstod jeg vejrudsigterne i TV på en helt ny måde.

I april måned aflagde hele holdet prøve i klubhuset under overvågning af en kontrollant. Til hvert spørgsmål var der et antal svar, hvoraf kun det ene var rigtigt. Vi skulle så sætte kryds ud for korrekt svar. For at bestå, skulle vi svare korrekt på en vis procentdel af spørgsmålene, vistnok 60 - 70%. Jeg var så heldig - læs: dygtig - at bestå i alle fag. Nogle af mine kammerater på holdet måtte til omprøve i enkelte fag.

Den nye sæson var allerede godt i gang, og jeg var ivrig for at træne til de praktiske prøver til svæveflyvecertifikatet, som skulle aflægges overfor en kontrollant. 
Vejle Svæveflyveklub har et medlem, der har autorisation fra Trafikstyrelsen til at godkende sådanne prøver.

En dag sidst i maj måned blev prøven aflagt.  Jeg skulle først med kontrollanten op i det tosædede skolefly og udføre nogle manøvrer. Han så rimelig tilfreds ud!
Derefter skulle jeg selv flyve nogle ture i det ensædede skolefly, ASK-23. Det var ikke spor svært, men jeg var da lidt nervøs. Han var heldigvis tilfreds, og resten var så en formalitet.

Papirerne blev underskrevet og sammen med et foto sendt ind til Trafikstyrelsen. Nogen tid efter kom mit S certifikat. - Hurra, hurra!

Jeg vil nu bruge sommeren til at dygtiggøre mig i termikflyvning og til at lære strækflyvning. Klubben arrangerer kurser og sommerlejr med videregående flyvetræning, og der foregår uddannelse i at starte i slæb efter et motorfly. (Klubbens Rotax Falke er i stand til at trække et svævefly op). Jeg vil tilmelde mig nogle af disse kurser.

Næste vinter vil jeg med på klubbens kursus i radiotelefoni. Med en bestået prøve, må jeg bruge flyradioen, der har frekvenser som også trafikflyene anvender.

Jeg havde en drøm - den blev til virkelighed med svæveflyvning.

Stig Sommer